fredag den 21. oktober 2011

Så gik det alligevel galt...

Ved ikke hvor jeg skal starte og hvor jeg skal slutte....I har jo ingen baggrundsviden fået endnu...

Nå men here goes i MEGET korte træk:

Da jeg var 16 startede de første angstanfald som lyn fra en klar himmel, kom til psykiater - forventede at hun kunne trykke på en knap og så ville det gå væk.....Surprise, det gjorde det bestemt ikke...det var jo noget jeg skulle arbejde med SELV!! Så hende gad jeg ikke se (Husk jeg var kun 16!!)....Det endte med at jeg var bedøvet i godt 2 år (Som jeg husker det ihvertfald) på stærk nervemedicn...(Faktisk er der en hel del af mit liv som står i en tåge på grund af medicin....skræmmende!)

Da jeg var 24 (i 1998) døde min far....min elskede far!! Jeg var/er fars pige med stor fed streg under....(ikke at jeg ikke også er mors pige, det ER jeg bestemt, men bare på en anden måde) Jeg kan huske en dag vi havde haft om nostradamus i skolen...jeg var helt ude af den og ganske overbevist om at NU gik jorden under....hjem til far: "skatter det sker ikke"...og BUM, jamen hvis MIN far sagde at det ikke skete, så kunne alle profeter i hele verdenen rende og hoppe...

Da han så døde røg hele mit sikkerheds net....Men jeg havde lovet min far, at hvis der nogensinde skete ham noget, så ville jeg passe på min mor....så det første ½ år efter hans død var al min fokus på hende...Og SÅ kom depressionen...tak for kaffe siger jeg bare!! Jeg kunne ikke hente min egen post og det kunne tage mig 2-3 timer bare at gå i bad....min krop var lammet...Dengang var der slet ikke så meget oplysning om depression så jeg følte mig HELT alene og nu var min far der ikke til at forsikre mig om at alt nok skulle blive godt igen..

En lang sej kamp startede...det har siden været et liv med mange op og nedture - dels pga ægteskab, skilsmisse, at blive mor, forskellige forhold der forliste, udtrapning af medicin som ikke lykkedes osv..

I dag er jeg her....lige her!! Ikke i fortiden, ikke i fremtiden, men lige her.... Sidder med et hus der er ved at blive solgt med et bragende underskud på 1.219.000.....værsågo!! Et sind der ikke altid vil som jeg vil, en kæreste med egne problemer, en lille øgle med pragmatiske sprogvanskeligheder (Nyeste skud på stammen er at der også skal en psykolog på ham, for at afdække hvad han ellers døjer med af senfølger af at være for tidligt født)

Jeg synes jeg har mit at slås med....jeg prøver at tænke positivt....men nogle gange knækker filmen bare, og det er den gjort nu....Jeg blev sygemeldt torsdag eftermiddag. Iflg psykiateren i 1 uge helst 14 dage....det ved jeg ikke lige hvad jeg synes om...dårlig samvittighed overfor mine kolleger og alligevel lettelse over at "Nogen" har taget en beslutning om at det er OK at give mig noget ro....

Fortsættelse følger en anden dag....

God weekend! :o)

3 kommentarer:

  1. Pyh ha, sikke en historie - og hvor gør det mig dog ondt at høre at du har mistet din far så MEGET for tidligt - Jeg er selv FARS PIGE, så tror jeg ved lidt hvordan det ville føles hvis han forsvandt - HJÆLP siger jeg bare... Min mor lider af panikangst, og har gjort det siden 1979 (det år jeg blev født) så er vokset op med hvor meget angsten kan fylde, og hold op hvor har jeg bare brugt meget energi på at "skåne" min mor og holde øje med hende, hvis far ikke lige var hjemme - Gik selv ned med depression for 9 år siden, og det var en lang og sej kamp at komme op igen - og kan stadig falde i huller, som jeg har valgt at kalde det, ind i mellem - Især havde jeg mange nedture under mine 2 graviditeter, simpelthen af frygt for at der skulle gå noget galt, eller være noget galt med de kæe små - det skete heldigvis ikke - men hvor må det være hårdt at din lille kære øgle, nu skal testes og undersøges pga den for tidlige fødsel, æv altså!
    Håber du kommer ovenpå igen, og tager pausen som et pusterum, og ikke lader dig stresse over kollegaer men tænker på dig selv og din søn - Pøj pøj...

    SvarSlet
  2. Barsk historie om livet. Har lige meldt mig som fast læser.

    Hilsen KIrsten

    SvarSlet
  3. Hjertelig velkommen til Kirsten... Her er dog temmeligt stille for tiden, da jeg er midt i et medicinskift og har svært ved at overskue selv de mindste ting i hverdagen...Og al min energi går på at holde mig oprejst for min lille øgles skyld...

    Kh. Trine

    SvarSlet